Pressemeddelelse - 4. februar 2010
Lolland Kommune med borgmester Stig Vestergaard (S) i spidsen har indtil videre ikke villet udpege byrådsmedlemmer til at sidde i Økontaktudvalget, der behandler sager vedrørende Fejø, Femø og Askø. Den beslutning vækker undren på Christiansborg, hvor man undrer sig over, at der ikke er større velvilje til at forbedre den kommunale kontakt til øerne.
”Det virker som om Stig Vestergaard, er bange for at gå i dialog med øboerne. Hvis byrådet ønsker at styrke kontakten til øerne, så gælder det også om at bidrage aktivt til et demokratisk samarbejde,” vurderer Venstres medlem af Folketinget, Flemming Møller, der er bosat i Lolland Kommune.
Fremgangsmåden har også medført løftede øjenbryn hos formanden for Folketingets Ø-kontaktudvalg, Preben Rudiengaard (V).
”Det er mærkværdigt og opsigtsvækkende, hvis et flertal i Lolland Kommune fravælger, at der skal sidde byrådsmedlemmer med i det lokale ø-kontaktudvalg. Der er netop enighed blandt alle partier i Folketingets Ø-kontaktudvalg om, at de kommunale ø-kontaktudvalg skal have politisk repræsentation,” siger Preben Rudiengaard.
Derudover mener Flemming Møller, at det er en falliterklæring, hvis Stig Vestergaard ikke er indstillet på at styrke kontakten til øerne i Smålandsfarvandet.
“Det må være et klart mål at forbedre kontakten til øboerne, men det kræver, at de lokale politikere bliver involveret. Et Ø-kontaktudvalg uden politisk repræsentation er et ynkeligt forsøg på at afskære øboerne fra indflydelse på beslutningerne,” konkluderer Flemming Møller.
Tags: demokrati, lolland kommune, Preben Rudiengaard, økontaktudvalg
